Velkommen til Odder Garden  

Odder Garden er et musikkorps med ca. 25 aktive medlemmer i alderen 8 til 25 år. Med en sammensætning af blæseinstrumenter og trommer fungerer garden både som trommekorps og som harmoniorkester. Repertoiret spænder fra svingende marchmusik til populære musicalnumre.

Garden har siden oprettelsen i 1980 været en festlig opstart eller et overraskende indslag ved mange arrangementer lige fra firmafester, receptioner, jubilæer, koncerter, sportsstævner og byfester til fødselsdage og sølvbryllupper. Alt efter opgavens art kan garden optræde som trommekorps og orkester, i mindre ensembler eller som fanfareblæsere.

Måske har du allerede oplevet Odder Garden i hjembyen Odder eller et andet sted i Danmark. Garden har også optrådt i blandt andet Tyskland, Frankrig, England, Lichtenstein, Polen, Spanien og endda på Færøerne.